DESIGNSALON er et nyt fagligt forum for professionelt udøvende designere og designfaglige.

DESIGNSALON er et nyt fagligt forum for professionelt udøvende designere og designfaglige. Designsalon har – som navnet antyder – sit forbillede i fordums kunst- og litteratursaloner, og er dermed ikke en klassisk brancheforening, men et netværk for designere med fokus på det faglige fællesskab og den professionelle udvikling – båret af medlemmernes engagement.

I DESIGNSALON vil vi udforske nye måder at arbejde med vores fag på og nye måder at udnytte det enorme potentiale af viden og erfaring, som vores fællesskab rummer for den enkelte, for virksomhederne og for samfundet. Vi arbejder for at promoverer medlemmernes arbejder og fremme den kommercielle værdi, både for det enkelte medlem og for hele branchen.

DESIGNSALON vil præge den offentlige designdebat. Vi vil udfordre opfattelsen af design og designs muligheder som værdiskabende, økonomisk såvel som samfundsmæssigt, og vi vil udforske nye måder at synliggøre design og designfaget i offentligheden.

Grundstenene i DESIGNSALON er Salonerne. Saloner kan være regionale eller fagspecifikke – eller noget helt andet. Alle medlemmer, der har en god idé, kan skabe en salon for en kortere eller længere periode. På nuværende tidspunkt er der etableret regionale designsaloner i Aarhus og København, og flere både geografiske og fagspecifikke saloner er på vej. Alle arrangementer i salonerne er åbne for alle medlemmer.

Aktiviteterne i DESIGNSALON er primært selvfinancierende og kontingentet derfor lavt. Til gengæld er der en forventning om,  at medlemmerne deltager aktivt i fællesskabet og bidrager med deres viden, erfaring og engagement.

DESIGNSALON er et landsdækkende netværk stiftet i Aarhus den 18. februar 2014.

DESIGNSALON har en ambition om at skabe internationale aktiviteter.